fredag, marts 11, 2011

DT Panduro Hobby - Blomster lavet med punches/standsejern

Jeg er desværre ikke så aktiv i blogland for tiden. Det skyldes bla. at jeg har haft travlt med en masse bestillinger på konfirmationsindbydelser. Jeg kan desværre ikke vise dem her, da de alle er lavet med personlige billeder på forsiden, i stil med de her  Men jeg har dog fået tid til, at lave et ekstra indlæg til Panduro Hobbys Scrapbookingblog, som jeg også viser her.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vild med punches/standsejern og har samlet på dem i mange år efterhånden. Før jeg begyndte at scrappe, lavede jeg masser af kort med punchede blomster i alle mulige afskygninger. Her har jeg brugt to forskellige størrelser af den samme blomsterpunch til, at lave en fyldig blomst med og vil vise hvordan jeg gør.
Jeg standser 2 blomster af hver størrelse ud. Her har jeg brugt det lækre papir Bella Rosa fra Riddersholm Design. Det er forøvrigt også en god måde, at få brugt nogle af alle de rester, du som scrapper ofte får, når du laver layouts.

Jeg sværter kanterne med Distress ink. Her følger lige en lille kort forklaring på, hvordan jeg sværter og hvordan jeg undgår skarpe kanter.
Du skal bruge et glat underlag, fx et stykke genanvendeligt bagepapir fra supermarkedet, et ink blending tool og selvfølgelig Distress ink i den farve du ønsker. Læg dit papir/udstandsning på bageunderlaget og kom godt med sværte på dit Ink Tool, sæt det på bagepapiret ved siden af det emne du vil sværte og bevæg det i cirkelbevægelser ind over kanten på dit emne. Så får du en pæn sværtet kant, uden skarpe kanter fra svampen på applikatoren. Start med den lyse farve, hvis du vil bruge mere end en farve. Du kan også bare holde dit tool og papir i hver sin hånd og køre langs kanten, hvis du ønsker den effekt. Prøv at leg med teknikkerne på nogle rester og find frem til det du bedst kan lide.

Tilbage til blomsterne - Panduro har et smart lille penalhus med værktøj og det er dette jeg har brugt til blomsterne. Jeg krøller hvert enkelt kronblad over bonefolderen, ligesom når du krøller gavebånd over kanten på en saks. (Jeg ville lige skåne jer for synet af min grimme eksem negl, som derfor er bortcensureret! )

Bagefter lægger jeg blomsterne på et stykke tykt mosgummi. Med et let tryk med embossingpennen, kører jeg rundt helt ude ved kronbladene og får derved en flad bund i midten.

Så limer jeg alle fire blomster forskudt sammen med en lille klat Panokit Quick glue i midten.

Når limen er tør, prikker jeg hul gennem alle fire lag med en syl/piercingtool.

Sæt en brads i midten og blomsten er færdig. Du kan også lime en knap på i stedet for at sætte en brads i.

Her har jeg brugt to blomster til en lille dåse og et kort. Papiret er igen fra Bella Rosa serien, som kan købes i Panduro sammen med de hvide etiketter og blonden. Jeg har brugt rub-ons bogstaver til teksten på dåsen og endnu ikke sat tekst på kortet. Det venter jeg med til jeg ved om sættet skal bruges til et bryllup, en fødselsdag eller noget andet.

Blomsten sidder i låget på dåsen og er limet på.
Du kan se på Panduro Hobbys Scrapbooking blog hvilke materialer jeg har brugt.

Rigtig god weekend til alle. I weekenden er der convention i Middelfart og jeg glæder mig som et lille barn, til et par skønne dage i selskab med en masse herlige quinder med store tasker hihi!

7 kommentarer:

Unknown sagde ...

Kære Pia.
Flot blomst og skøn dåse... hvis ikke du får dem brugt, vender du bare tilbage til mig, så sender jeg dig min adresse :o)
tusind tak for inspirationen, nu har jeg lyst til en fredagstur i panduro :o)
God Weekend!
Knus Engel..

Karina Beck sagde ...

Rigtig flot dåse og kort.
De punches var de første jeg købte, da jeg startede med at scrappe. Men de har samlet støv længe, måske de skal ud og luftes ; )
God weekend.

Lone Krieger sagde ...

Jeg tilslutter mig gruppen af lykkelige ejer af de fantastiske margueritte punches. Her har du virkelig brugt dem smukt og den dåse med tilhørende kort er bare super flot. Monstro man skulle forbi Panduro på et tidspunkt og kigge lidt på hvide etiketter.
Rigtig god weekend.

HellePF sagde ...

Tak for inspirationen til disse blomster. Bliver nu pludselig endnu mere glad for mine punches.
Iøvrigt en flot dåse.

God søndag.

Charlie sagde ...

Hvor er den fin. TAK for sidst fra mig til dig. Håber nakken er OK =0)

Lina sagde ...

Åhr hvor bliver den bare smuk den blomts. Hihihi - fantastisk at neglen er censureret.

Linda sagde ...

Hej Charlotte - sikke nogle fine blomster og tinh du har lavet. Blomsterne får mig til at tænke på da vi mødtes første gang hos Gitte, der viste du dem. Hold da op det er længe siden :0)