Viser opslag med etiketten Bettefisen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bettefisen. Vis alle opslag

onsdag, oktober 29, 2014

Cattitude - layout

Endnu et layout har forladt mit arbejdsbord :)
Uh det er svært med billeder af en sort kat! Enten flyder konturerne ud og han ligner bare en sort klat eller også træder hans skaldede pletter over øjnene alt for tydeligt frem! Jeg tænkte ikke lige på, at han måske ikke er så fotogen, da jeg valgte ham for 5 år siden! :) :) :) Men han er en lækker missekat og en dygtig jæger!





Tak fordi du kom forbi!

lørdag, december 08, 2012

Gang i Sille Carmen...

Jeg har omsider fået lidt gang i min skæreplotter Silhouette Cameo, bedre kendt som Sille Carmen, og fået brugt den til andet end at skære bogstaver ud med. :)
Vi skal til 2 års fødselsdag i eftermiddag hos niecebarnet og jeg har lavet dette kort til hende
Jeg har for flere år siden lavet en masse paperpiecing og det her minder jo rigtigt meget om det, bare meget nemmere, når maskinen skærer ud for en. Næste gang jeg laver sådan noget, vil jeg prøve at sværte kanterne og tegne op med en sort tush, men det blev det ikke til lige nu! :)

Jeg har også lavet en barnevogn, som skal bruges til barnedåb.
 Da den skal bruges til en pengegave, valgte jeg at konstruere et overlæder til den, men bortset fra det er det også en Silhouette fil.

 Knappen på kalechen er en brad.

 Et lille kort dertil, som enten kan ligge i vognen, eller hænge på indpakningen.

Og så lige en meget selskabelig kat, som skal se hvad jeg laver. Han hader sneen og skal helst ikke ud, så ham har jeg meget fornøjelse af for tiden! Han dødkeder sig, for han plejer jo at være meget ude, så han er en værre lømmel og sørger for at holde sin mor igang. Man kan jo altid gnaske lidt i nogle ledninger og angribe nogle fødder for at få opmærksomhed! Bøllemis! <3 p="p">

Rigtig god weekend og tak fordi du kom forbi.
Kig ind igen i morgen, der åbner jeg dagens låge på Panduro Hobbys Scrapbooking Blog

tirsdag, august 16, 2011

Mandekort - gamle biler

Jeg roder lidt rundt med Art/junque/smash (og hvad det ellers hedder) journaling. Jeg har ikke helt fundet ud af endnu, hvad det præcis er jeg gerne vil lave til at bruge sammen med mine små billeder fra min mini printer .....jo en eller anden form for scrap dagbog, men stilen??? Det er jo bare så mange muligheder! Så jeg roder lidt videre og prøver en masse forskelligt af og på et tidspunkt finder jeg nok ud af, hvad det er jeg vil og så skal jeg nok vise det her på bloggen! :)
I mellemtiden forsøger jeg at få fyldt lidt kort i min kortkasse.
Jeg har lavet et par mandekort med billeder fra denne lækre blog


Der er nogen som har spurgt til Jacko Bettefisen og hvorfor jeg aldrig skriver om ham. Det går rigtigt godt med ham! Han er en rigtig lækker kat med masser af selvtillid, et supergodt temperament og så han er en rigtig dygtig jæger (det sidste er hans mor ikke så glad for!!) Han vil helst være ude, når det er tørvejr altså, og han er ikke helt så social og fotogen, som Murphy var. Her har jeg dog fået et sjovt billede i kassen en dag vi lå og hyggede på græsplænen! :) ...det hænder altså han er lidt social!! :)

Hav en dejlig dag og tak for dit besøg!

tirsdag, november 16, 2010

Bingokort

Jeg har leget lidt med en Tim Holtz embossing folder, distress ink og lidt bånd og det kom der disse kort ud af. De må jo være perfekte til nogen som går til Bingobanko! 

De er helt ens bortset fra farven og de små charms.
Held og lykke stemplet er fra Orion design og jeg har heat embosset det.

I søndags var der julekortcrop på Scrapsisters og jeg havde meldt mig til. men inspirationen til julekort ville ikke rigtig indfinde sig, så jeg fik kun lavet et enkelt kort, som vist ikke rigtigt faldt ind under nogen af kategorierne. Jeg har stemplet og embosset med et Heroart baggrundsstempel, som jeg fik sidste år og ellers er opsætningen meget lig mine bingokort
 
Min Bettefis er ved at blive en stor dreng. Han sover det meste af sin tid væk, men er indimellem ganske underholdende og selskabelig. Han vælter konsekvent sin vandskål, som står ude i bryggerset, nogen gange ryger den helt ned af trappen, det er åbentbart en god leg! Det hjælper ikke at det er en ekstra tung skål, den kan godt væltes alligevel! Han synes også det er sjovt, at skubbe mine sakse osv. ned fra skrivebordet og nogen gange vil han gerne "hjælpe" mig med at scrappe. Vi slås om mine stole, for der er det åbentbart bedst at ligge og sjovt nok ligger han altid lige på den jeg skal bruge, men her har han dog indtaget sit kradsetræ til lidt soignering!  

På torsdag skal jeg på lang weekend i sommerhus sammen med de andre medhjælpere fra Convention i Middelfart. Heidi har lejet et sommerhus med pool til os, som tak for hjælpen, så vi skal rigtigt hygge, scrappe snakke, bade osv. Jeg glæder mig helt vildt!
Husk min blogcandy som løber indtil den 24. november.

tirsdag, september 28, 2010

Julekort til OSH

Jeg har ikke været så kreativ den sidste uges tid, men jeg har da fået lavet en flok enkle julekort til OSH
Jeg har brugt noget papir fra Creative Company, som jeg fik af Heidi sidste år. Der var nogle fine motiver og hjerter på nogle af arkene og dem klippede jeg ganske enkelt ud og brugte som pynt. Derudover et par punches, et god jul stempel og vupti, de lavede jo næsten sig selv! :) Jeg er ellers ikke så god til det med masseproduktion, men må jo indrømme, at det er en fordel, hvis man skal lave mange kort.

Bettefisen aka Jacko synes lige han ville hjælpe med at tage billeder! Han er ved at blive stor og på lørdag fylder han 1 år. Han er slet ikke lige så stor en personlighed som Murphy var, han travede jo lige i hælene på mig hele tiden og var med i alt hvad jeg foretog mig (uh jeg savner ham), men Bettefisen er en rigtig lækker kat og opfører sig også som sådan en skal. Og han er da også blevet en smule mere social, især når det ikke er vejr til at være ude og jagte fugle og insekter!
I weekenden skal jeg til Convention og det glæder jeg mig som altid helt vildt til. Det er så hyggeligt at møde alle de glade scrappere. Ses vi?

lørdag, juli 10, 2010

Jeg er blevet "farmor"!

Dette indlæg er til ære for min mor og svigermor, så de kan se deres nye "oldebarn"!
Mads og Anna har fået en baby! En lille fransk bulldog på 8 uger. Han hedder Keld og her har han lånt Bettefisens bamse! Han er da kær!
Bettefisen var meget nysgerrig og ville gerne lege med ham. Vi ville nu ikke risikere nogle skrammer på den lille ny, så han blev holdt lidt på afstand!
Murphy var også ret interesseret, men han har jo en lidt uheldig måde, at kommunikere på for tiden, så der blev passet ekstra godt på!

onsdag, juni 23, 2010

Nødhjælp til studenten - DT Artsy Team - og mislingerne


Vi skal til studentergilde hos en af naboerne i morgen og jeg har lavet en nødhjælps kuffert til ham.


Indholdet af æsken.
Kufferten er lavet efter et mønster jeg har købt HER .Jeg er nu ikke så imponeret af det mønster og har da også lavet et par små ændringer!

Jeg har også lavet en stak studenterkort, men de fleste er røget ud af huset, inden jeg nåede at tage billeder af dem, så I må nøjes med det sidste jeg har tilbage! Et meget enkelt og hurtigt lavet kort ligesom kufferten, det er må der også gerne være noget af ind i mellem!

StampARTic har Inger fra Artsy Teamet lavet en Glue resist tutorial  og her er de kort jeg lavede efter den.

Jeg dyppede noget bølgepap i lim og "stemplede" med det på en gammel bogside. Blomsten er også lavet med teknikken.

Og det andet kort jeg lavede. Blomsten er lavet af blondebånd.

Og så på opfordring lidt om mine mislinger!

Det går rigtigt godt med Bettefisen/Jacko. Jeg må jo indrømme, at navnet Jacko ikke er helt ved siden af, for han bliver mindre og mindre sort!! Han bliver stor og fræk og er en rigtig jæger. Han har fanget sin første solsort og slæbt den med ind i stuen! Heldigvis fik Stig fat i ham og vi fik reddet den stakkels fugl. Han er stadig meget kærlig og spinder helt vildt bare man rører ved ham. Han elsker at ligge i min seng og sove middagslur, men det allerbedste er nu at være ude i haven og jagte fugle og insekter!

Det går knapt så godt med Murphy. Han har ændret sig fuldstændigt fra at være den store bløde bamse, som vi kunne gøre alt ved, til en sur og nervøs kat! Det er rigtigt ærgerligt og havde vi vidst at han ville blive sådan, havde vi jo selvfølgelig aldrig anskaffet os en kat mere. (Hvis det altså er derfor, for de har jo været gode venner de to??) Jeg har været ved dyrlægen med ham for at udelukke at han fejler noget fysisk og han mente at det er noget psykisk og synes faktisk at vi skulle få ham aflivet, hvis ikke han snart får det bedre! Det er vi nu ikke lige villige til sådan uden videre!! Det er så heldigvis blevet meget bedre med ham de sidste par dage og nu krydser vi bare fingre for at det bliver ved med at gå den rigtige vej. Nu er han kun sur når Bettefisen kommer for tæt på, hvis vi rører ved ham når det ikke passer ham og hvis jeg forsøger at børste ham. Bettefisen tager det med ophøjet ro og ignorerer ham bare for det meste, så det er nok ikke fordi han driller, at Murphy pludselig ikke kan li' ham! Vi vil ikke af med nogen af dem, så de skal altså bare lære at acceptere hinanden! Men i dag har Murphy næsten været sig selv. Han har været kælen og legesyg og i sit sædvanlige "hjælpsomme" lune! Så kryds lige fingre sammen med os for at han er ved at blive sig selv igen.

lørdag, maj 22, 2010

Ombygning - DT opgaver og lidt om missedyrene


Lige nu ser mit scraproom sådan ud. Vi er på grund af min husstøvsallergi i gang med at fjerne de sidste gulvtæpper i huset, bortset fra kælderen hvor jeg ikke opholder mig ret meget. Jeg besluttede i samme omgang, at få mig nogle nye møbler, da jeg især manglede et sted hvor jeg kan stå op og scrappe. Og nu har jeg så været i Ikea og købt ind, så nu skal der samles møbler og sættes hylder op.
Men jeg kan jo ikke helt undvære at være kreativ, så i mellemtiden ser min stue sådan ud!!

StampARTic skulle vi lave sommerkort til udfordringen den 15. Jeg faldt over dette mønster på nettet og da jeg havde lidt småt med tid, blev det løsningen.


Bagsiden af kortet.

Mønsteret på skoen er lavet af endnu en kreativ dame og vi besluttede at lave en skobutik på StampARTic. Se alle de fantastiske modeller her . Uh ha det er nogle dygtige piger mine DT kollegaer!

Det bliver en lang post denne her, men du kan bare springe det næste over, hvis ikke du gider læse om mine pelsdyr! :)

Bettefisen har fået lov til at komme ud og han elsker det. Han har så travlt med at fange insekter, gå på opdagelse og lure på fuglene. Han bliver pænt i nærheden, men jeg er selvfølgelig vildt nervøs for at han skal løbe for langt væk. Heldigvis ser det ud som om Murphy passer lidt på ham, han følger ham i alt fald meget. Det er dejligt at se, for vi har haft en lang periode, hvor min søde blide Murphy fuldstændig har ændret karakter og har hvæset og knurret af Bettefisen og mig og været et rigtigt surt løg. Jeg kan fx.slet ikke børste ham mere og vi har ikke måttet røre ved ham, når den lille har været i nærheden. Bettefisen har bare skullet holde sig på afstand ellers fik han nogen på lampen. Det får han stadig, men nu har det mere karakter af almindelig opdragelse. Det var rigtigt slemt på et tidspunkt. Murphy virkede så stresset og sur, at vi begyndte at overveje om vi havde fået to katte som bare ikke kunne leve sammen og at vi måske måtte af med Bettefisen igen. Men nu har jeg igen håb om at de kan lære at acceptere hinanden. Helt gode venner bliver de nok aldrig, man kan de bare lære at acceptere hinanden er det også ok. Det er lidt ærgerligt, for vi havde jo regnet med, at det ville blivet til glæde for Murphy at få en lillebror. Det var jo ligesom derfor vi anskaffede os en kat mere, men de er måske alt for forskellige af temperament, selvom de er samme race? Bettefisen virker meget mere selvsikker end Murpy, man han har jo også gået meget længere tid sammen med sin mor.  Underligt nok har de jo været rigtig gode venner og leget og sovet sammen, men pludselig er der sket et eller andet? De er jo begge kastereret, så det kan ikke være noget med kønsmodning, men hvad der er sket aner jeg ikke? Nå men vi krydser fingre for at det bliver bedre, jeg har da håb om det endnu efter de sidste par dage! Jeg vil jo meget nødig af med nogen af dem igen, de er begge nogle skønne dyr!

God pinse til jer, som nåede helt herned!

søndag, april 18, 2010

Konfirmations og fødselsdagskort.

Det er rigtig konfirmationstid lige nu og størstedelen af de kort jeg laver er da også konfirmationskort. Jeg har lavet nogle kort til StampARTic.

Månedens anden udfordring er at lave et rundt kort. Du kan stadig nå at være med.

Vi fik sponseret en kæmpe stak papir fra Maja Design (tak Marie) og det er bare så fantastisk lækkert det papir i den nye serie, lige min stil!
Jeg har allerede lavet flere kort med det, men her er de 3 som jeg har lavet til StampARTic.

Først et fødselsdagskort til min svoger og svigerindes plejebarn Frederik.

Et hurtigt konfirmationskort. Tekstemplet er fra Orion Design.

Og endnu et hurtigt konfirmationskort. Det fine tekststempel er også fra Orion Design.

Det går rigtigt godt med mine katte, som lige nu stormer rundt i hele huset og leger tagfat!! Den lille er næsten holdt op med at nyse og Murphy havde ikke øremider, men en rift i øret i stedet.....hvem mon der har givet ham den?? Det jeg troede var øremider, var bare indtørret blod blandet med ørevoks, men hellere besøge dyrlægen en gang for meget, end en gang for lidt! Og det var nok fint nok, at han fik noget salve til det inden det udviklede sig til en infektion.



Bettefisen som jeg kalder ham eller Jacko som Stig kalder ham...jaja kært barn har mange navne! ..er så småt begyndt at få lov til at komme ud i haven. Endnu kun i snor eller under skarp overvågning, for hans mor er lidt bange for, at han løber væk!



Murphy holder selvfølgelig øje med, at alt går rigtigt til.


Jeg har vist ikke vist dette billede fra da Bettefisen var i bad for anden gang! Ligner han ikke bare en, som hader hele verden? Jeg håber at hans ringorm er væk nu og at han ikke behøver flere bade, for det er nu altså noget af det mest ynkelige syn sådan en våd kat!

God søndag til alle som kommer her forbi og mange tak for alle de søde kommentarer.



onsdag, marts 17, 2010

60 års fødselsdag - DT kort og mislingerne.

En af mine naboer fylder 60. Han ryger og drikker ikke og mangler jo ingenting, så han får bare de indsamlede penge og kan så bruge dem på en glad aften med kæresten fx. Her er kortet jeg har lavet til ham. Tallene er embosset chipboard, papir fra grapic45 og jeg har brugt mit nye Martha Stewart punchsæt til borten.
Pengelomme indeni.


Månedens udfordring på StampARTic er at lave et påskekort i farverne sort, mørkblå og lilla med et strejf af gul og grøn. Sådan kom mit kort til at se ud. Se de andre designeres flotte kort og deltag gerne i udfordringen  her 

Vi har også fået sponseret et stempel fra Handarbeta i Sverige og sådan blev mit kort. Jeg synes det var passende til at børnekort og fik ideen til slikkepinden fra stemplet. Se hvad de andre designere har lavet her

Det går rigtigt godt med mislingerne, bortset fra at vi nu skal til dyrlæge igen igen! Jeg har lige opdaget at Murphy sandsynligvis har øremider og den lille har sikkert også! Bettefisen bliver også ved med at nyse, men han er ellers frisk. Han spiser godt, tager på og leger, men får nogle voldsomme nyseanfald ind i mellem, så det må vi have fundet ud af hvad skyldes. En ting er sikkert, jeg køber aldrig mere en billig killing, der var jo nok en grund til at den var så billig!!! Det er efterhånden ved at være ret dyrt med de dyrlægeregninger, men måske kan Stig få et feriejob som pirat i Legoland? ;)
Hey Bettefis, vågn nu op så vi kan lege!

Ok så kommer jeg da bare ind til dig og hyggevasker dig lidt!

Murphy har længe stået og kigget ned i wc'et ved enhver lejlighed og nu har Bettefisen da vist også lært det! Gad vide om de venter på, at der skal komme en fisk forbi? Skøre dyr!

Det var en super duper convention i weekenden, men jeg har ikke lige nogle billeder for mit kamera var som sædvanligt herhjemme! Du kan dog se her på Nats blog, hvad Christiane og jeg fandt på at bruge fotohjørner til! Jeg købte nogle fede Martha Stewart punches, noget lækkert nyt dansk papir, 4 distress ink i de nye farver og lidt andet, som jeg ikke lige kan huske nu! :)
Der er nu kun 8 dage til jeg skal til PACS i Italien. Nøjh hvor jeg glæder mig!