Farvel til en højt elsket ven

RIP Murphy

Jeg har i dag måttet træffe den svære beslutning, at få min højt elskede Murphy missekat aflivet. Han har gennem de sidste 3-4 mdr. fået det værre og værre og var slet ikke sig selv mere. I onsdags fik han barberet pelsen af på maven og siderne, fordi den var totalt filtret sammen, for jeg har jo ikke kunnet børste ham længe. I går kunne jeg så overhovedet ikke komme til ham og han ville ikke ind, men løb bare væk når vi kaldte på ham. Da jeg endelig fik ham lokket ind i morges, knurrede og hvæste han og ville/kunne ikke lægge sig ned. Han var frygtelig stresset og virkede meget plaget.Vi fik ham dog i transportkassen og jeg tog til dyrlægen med ham. Hun kunne ikke rigtig få lov til at undersøge ham og synes  det eneste rigtige at gøre for ham, var at aflive ham. Og så synes jeg ikke jeg kunne forsvare at gøre andet, når to forskellige dyrlæger mener det samme, er det jo nok rigtigt nok!

Han har været frygtelig stresset og sur og gal det sidste lange stykke tid, slet ikke sig selv og faktisk var jeg blevet lidt bange for ham. Måske er det fordi vi fik en kat mere, at han blev sådan, men hvem kunne have vidst det? Måske var det kommet alligevel. Som dyrlægen sagde er katte jo forskellige og nogle har en mere skøbelig psyke end andre. Hun mente ikke han nogensinde ville blive sig selv igen, når han var kommet så langt ud, heller ikke selv om vi fandt et nyt hjem til Bettefisen og hun synes, at han havde det så dårligt, at det var uforsvarligt og synd for ham, at lade ham leve længere. Det kan jo også være, at han har fejlet noget fysisk og haft smerter og at det har været grunden til den store ændring af hans psyke, men det finder vi aldrig ud af, for der var ligesom ikke nogen grund til at få ham undersøgt yderligere.

Han var en helt speciel kat og før han fik det så dårligt, var han den dejligste bamse og den sødeste lille følgesvend, som altid var med i alt hvad jeg foretog mig. Han vil blive dybt savnet!